Novo Nordisk har Danmarks bedste intranet – IntranetPrisen 2008

Novo Nordisk vinder IntranetPrisen 2008. Det skete i tæt kamp med Udenrigsministeriet.

Novo Nordisk slog Udenrigsministeriet på bedre ledelsesopbakning, nyheder, integration, produktivitet, samarbejde og videndeling på intranettet. Udenrigsministeriet havde en bedre struktur og svagt bedre brugervenlighed. Sammenlagt får Novo Nordisk 76 point ud af 100. Udenrigsministeriet fik 74 point. SimCorp vandt sidste år med 65 point.

Flere ansatte til intranettet

Novo Nordisk har flere fuldtidsansatte der arbejder med intranet per 1000 medarbejdere end nogen anden virksomhed i Danmark. Ud af ca. 26.000 ansatte har Novo Nordisk omkring 3 fuldtidsansatte beskæftiget med intranet per 1000 medarbejdere. Til sammenligning viser en dugfrisk undersøgelse lavet op til IntraTeam Event blandt 165 virksomheder at gennemsnittet er 1,5 fuldtidsansat beskæftiget med intranet per 1000 ansatte.

Tocifret millionbeløb til intranet

Novo Nordisk vil over en årrække investere et tocifret millionbeløb til en gennemgribende oprydning, kvalitetssikring og opgradering af deres intranet. Sådanne budgetter til intranet har vi til dato ikke set før. Det tyder på, at Novo Nordisk har fået øje på noget før andre. Vores undersøgelse viser, at 62% af de adspurgte svarer enten ja eller ”absolut” til spørgsmålet om intranettet giver forretningsmæssig værdi.

IntranetPrisen for fjerde gang

IntranetPrisen uddeles for fjerde gang af IntraTeam og gives til den organisation i Danmark, der har gjort en exceptionel indsats for at anskaffe eller udvikle et velfungerende og meget brugt intranet med stor nytteværdi for organisationen. Vurderingen af intranettene er sket med IntraTeams omfattende intranet-benchmarkingværktøj, der er baseret på over 150 spørgsmål. Desuden er de to finalisters intranet gennemgået af IntraTeam og de sidste to års vindere: Lars Alling Pedersen, TDC og Gale Langseth, SimCorp.Brian Schurmann Michels, Saso Kotevski, Charlotte R. Winther og Jesper Skov Hansen.

Danmarks største intranetkonference

Afsløringen og overrækkelsen af IntranetPrisen 2008 skete under Danmarks største intranetkonference, IntraTeam Event 2008, der fandt sted 5. og 6. marts i København.

Leverandør

Løsningen er udviklet af Novo Nordisk i tæt samarbejde med NNIT.

Fakta om Novo Nordisks intranet

  • 26.000 medarbejdere i 79 lande har adgang
  • Intranettet består af ca. 100.000 sider
  • En central enhed på ca. 3 personer forestår den overordnede strategi og udvikling af intranettet, og anslået 800 content providers leverer indhold
  • Teknologi: konsolidering på MOSS 2007

Novo Nordisk kort fortalt

Novo Nordisk er en af verdens førende virksomheder inden for diabetesbehandling og har branchens bredeste sortiment af diabetesprodukter – herunder de mest avancerede systemer til dosering af insulin.Novo Nordisk har desuden en førende position inden for andre områder som blødningsbehandling, væksthormonbehandling og hormonpræparater til behandling af klimakterielle gener.Novo Nordisk udvikler og markedsfører farmaceutiske produkter og serviceydelser i 179 lande, som gør en væsentlig forskel for patienter, behandlere og samfundet. Med hovedkvarter I Danmark, har Novo Nordisk ca. 26000 medarbejdere I 80 lande.