IntraTeam Stafetten – Michael Rosager, Nordea

IntraTeam Stafetten sætter løbende fokus på netværkets nye og mangeårige medlemmer – både fagligt og personligt, så du kan blive klogere på medlemmerne og netværket.

Navn: Michael Rosager

Virsomhed: Nordea

Titel: Deputy head of Intranet team and Product Owner for Intra

Medlem af følgende netværksgrupper:

Medlem siden: 2003, hvor jeg deltog på mit første IntraTeam-netværksmøde hos Mærsk på Midtermolen i København.

Rundt billede af M.Rosager

Hvilken uddannelse har du?

Oprindeligt Teknisk Assistent; men siden videreuddannet indenfor bl.a. grafisk fremstilling på offline og online medier, branding, brugervenlighed, interaktionsdesign, webudvikling, projektstyring, Scrum, ledelse, konflikthåndtering, stakeholder- og change management og meget andet.  

Meget har jeg også selvlært i praksis, da der ikke altid har eksisteret en formel uddannelse, når jeg skulle bruge den. 

Hvor længe har du været i din nuværende stilling?

Jeg har udviklet, implementeret, fusioneret, nedlagt, genopbygget, re-designet, omstruktureret og forbedret intranet siden 1997.  

Hvad er dit arbejdsområde?

Primært videreudvikling og strategier for vores Intranet og især stakeholder management i forhold til vores forskellige forretningsområder og IT samt diverse leverandører. 

Hvad er det bedste ved dit job?

Muligheden for konstant at lære og samtidig blive inspireret af at arbejde med mennesker og at kunne gøre en positiv forskel for alle mine kolleger – og dermed også for vores virksomhed og vores kunder. Denne mulighed er konstant, fordi min arbejdsplads og organisation ændrer sig hele tiden ligesom omverdenen og de tekniske muligheder. Derfor bliver et intranet og en digital arbejdsplads aldrig færdigudviklet. 

Fun fact om dig selv

Som barn drømte jeg om, at blive bildesigner, biltester eller måske rallykører. Jeg har fortsat en stor interesse for biler og bilbranchen. Den branche handler jo også meget om design, branding, brugervenlighed og mennesker. 

Hvorfor er du medlem af IntraTeams netværk?

Det er en rigtig god måde, at holde mig ajour med trends indenfor mit arbejdsområde samt at dele viden med ligesindede i andre virksomheder. Normalt er det jo ellers umuligt at se, hvad der foregår bagved fire wall’en. 

Jeg får inspiration af dialogen med andre medlemmer fra helt andre brancher – og det er uanset, om de har arbejdet med intranet i mange år eller måske først for nylig er startet med at arbejde med intranets, digital workplaces, DEX, osv. Ofte ramler vi ind i de samme udfordringer – uanset hvilken branche eller hvilke lande vi er i eller hvor store eller små arbejdsgivere vi arbejder for. 

Desuden giver det mig mulighed for løbende at “benchmark’e” vores eget intranet og idéer. 

Sidst – men ikke mindst hjælper netværksmøderne mig også med at løfte mit perspektiv op fra min hjemmebanes travle hverdag. 

Hvad bidrager du selv med til netværksmøderne?  

Først og fremmest ved at være aktiv! Man skal give noget af sig selv, hvis man gerne vil have noget igen. På grund af øget tidspres i de seneste år, er det dog en stigende udfordring for mig at kunne bidrage til netværket i min hverdag; men jeg er der altid 100%, når jeg deltager på netværksmøder, webinarer, konferencer eller lignende. Så lytter jeg aktivt til dialogen og bidrager selv med spørgsmål, forslag og personlige erfaringer. 

Hvad forbinder du med at være en god netværker?    

En god netværker skal både kunne lytte, være aktiv og også kunne sætte sig selv ud over egne behov. 

Hvad er dit bedste IntraTeam øjeblik? 

Åh! – det er svært at vælge, for der har været mange gode øjeblikke. Ofte er de bedste øjeblikke opstået pludseligt under en intens og inspirerende dialog på vores netværksmøder, hvor det samtidig har været meget svært for Kurt eller Anette at styre tropperne 🙂

Som et ekstra øjeblik og fun fact, kan jeg fortælle, at netværket også er årsag til, at jeg genfandt kontakten med en “gammel” klassekammerat, som jeg ikke har set siden de tidligste år i folkeskolen. Pludselig sad hun der! – lige overfor mig ved en IntraTeam Event! Godt at vi altid har navneskilte på ved konferencerne 🙂  

Hvilket spørgsmål vil du gerne stille til den næste i stafetten?  

Er der noget, som du er ked af, at du aldrig har fået indført på dit intranet eller din digitale arbejdsplads?