IntraTeam Stafetten sætter løbende fokus på netværkets nye og mangeårige medlemmer – både fagligt og personligt, så du kan blive klogere på medlemmerne og netværket.
Navn: Christian Skjæran
Virsomhed: VELUX Group
Titel: Senior Digital Workplace Consultant
Medlem af følgende netværksgrupper:
- Microsoft 365 og SharePoint i internationale virksomheder
- Microsoft 365, intranet og SharePoint
- Digital Employee Experience (DEX)
Medlem siden: 2008
Hvilken uddannelse har du?
Cand.Merc.dat fra Copenhagen Business School – en uddannelse der bestod af 3 fagkategorier: IT, økonomi og organisationsforståelse (f.eks. projektledelse).
Hvor længe har du været i din nuværende stilling?
1,5 år i Digital Employee Experience teamet hos VELUX IT og før det ca. 4,5 år i VELUX’s interne kommunikationsafdeling. Før VELUX var jeg 10 år i Chr. Hansen samt 10 år hos IBM.
Hvad er dit arbejdsområde?
Jeg arbejder bredt, sammen med vores primære samarbejdspartnere (kommunikation, HR og facilities), med VELUX’s digitale arbejdsplads og DEX. F.eks. er jeg teknisk ejer af vores intranet (VELUX One) og kommunikationsafdelingen er forretningsejer.
Vi bruger meget Microsoft software, og her er mine hovedområder SharePoint, Yammer, Search, Stream, Viva og lidt Teams. Derudover pusler jeg f.eks. med infoskærme og analytics.
Hvad er det bedste ved dit job?
At pleje relationerne til leverandører som Microsoft samt andre virksomheder for herefter at analysere og afklare, hvordan vores DEX strategi skal justeres, og hvilke næste skridt der skal tages.
En anden favoritopgave er at møde kolleger for at høre om deres behov og evt. udfordringer eller f.eks. at møde nyansatte for at udlægge, hvad vi ønsker at opnå med vores digitale arbejdsplads.
Fun fact om dig selv
Min primære hobby er at spille backgammon – et spændende spil med lige dele mønstergenkendelse, matematik og psykologi – krydret med det held/uheld, som terningerne giver. Jeg er tidligere DM sølvvinder og har også prøvet at være til VM i Monaco en enkelt gang.
Jeg er meget politisk interesseret og sad i 2014-2017 i kommunalbestyrelsen i Ballerup for Venstre. Hvis en borgerlig/liberal statsminister en dag ringer og tilbyder et minister-job, så siger jeg ”ja tak”.
Hvorfor er du medlem af IntraTeams netværk?
Hente inspiration og dele erfaringer med ligesindede.
Hvad bidrager du selv med til netværksmøderne?
Jeg deler viden og erfaringer (også uden for netværksmøderne) .
Hvad giver netværksarrangementerne dig?
Efter 14 års medlemskab af IntraTeam har jeg lært meget via netværket og stadigvæk lærer jeg meget af andres tilgangsmåder og prioriteringer.
Hvad forbinder du med at være en god netværker?
Jeg ønsker at give noget tilbage til netværket samt bidrage med lidt godt humør.
Hvilken værdi har medlemskabet for din arbejdsplads?
Min arbejdsplads har fået en mere vidende medarbejder og et kæmpe netværk vi kan sammenligne os med.
Hvad er dit bedste IntraTeam øjeblik?
Da jeg i 2010 vandt ”årets bedste intranet” med mine kolleger fra Chr. Hansen, eller da jeg i 2021 vandt ”årets bedste intranet” med mine kolleger fra VELUX.
Er der noget, som du er ked af, at du aldrig har fået indført på dit intranet eller din digitale arbejdsplads?
Et eksempel er ”indoor way-finding” – jeg har i mange år været fascineret af løsningen fra danske MapsPeople. Så ville man f.eks. kunne finde mødelokaler på tværs af bygninger på et stort HQ campus.
Hvad er dit bedste råd, når pengene er små og ønskerne mange?
Snak med brugerne og vær kreativ med løsningsmuligheder, som ikke koster ekstra penge (f.eks. brug af SharePoint out-of-the-box til intranet, lige som vi byggede i 2019).
Hvilket spørgsmål vil du gerne stille til den næste i stafetten?
Hvordan arbejder du med at få ledelsen med på at prioritere nok ressourcer til dit arbejde med intranet/digital arbejdsplads?